X hits on this document

Word document

Indledning, se side 4. - page 20 / 121

266 views

0 shares

0 downloads

0 comments

20 / 121

kunne sige hvorledes denne træsko var kommet på hans loft. – Derefter blev han tilspurgt med 16.resp: Han gik første gang op på loftet, da han som forhen forklaret ved det dejtrug, og da tog hans mindste datter Karen imod den, så længe til han kom ned på stigen og kunne hjælpe en helt ned. – Til 18.resp: Han var ikke oftere deroppe før end han gik derop med Schmidt. – Til 19.resp: Da han kom hjem var alle folk i begreb med slukning. – Til 21.resp: Comp. ved aldeles ikke hun var derovre. – Til 23.resp: Han løb ned fordi han datter Karen råbte på ham at moderen lå syg i tørvehuset. – På given anledning forklarede han at det var netop Karen der kaldte på ham den gang, da branden kom op anden gang, kom hans datter Kirstine til ham oppe fra Iver Meilbyes og råbte nu var der ild i huset, da hun nemlig dengang stod hos hans kone i haven ved Søren Lundagers toft. – Til 28.resp: Han mærkede ingen fremmed enten på hans loft eller hus ved bjergningen. – Til 29.resp: Der var en luge til gaden på gavlen men den havde ikke været oppe. – Til 30.resp: Nej ikke uden om den kunne være trukken ind igennem (?) som ikke var fuldkommen tæt. På bemærkning at den ikke vel kunne være kommet så langt ind på loftet som Schmidt har forklaret at den lå, svarede han at han slet ikke så hvor den lå, thi han så den ikke før end Schmidt skød den til siden han og så ikke ilden i samme men (?) som Schmidt tog op imellem fingerne. – I anledning af Morten Jonassens forklaring blev den yngste datter Karen Mortensdatter efter fremkaldt, og på ny adspurgt om hun ikke kan erindre hvem der bjergede dejtruget ned af loftet, og svarede hun da først: Nej. Men derpå erklærede hun, dog uden at hendes fader enten så eller talte til hende, og uden at nogen andre ledende spørgsmål blev hende givet, nu kunne hun huske at hendes fader havde rakt den ned af loftstigen til hende, og sagde hun skulle tage imod den, end skønt hun undskyldte sig fordi hun troede hun ikke kunne, men når han gik op på loftet eller om han den gang gik ned igen kan hun ikke huske. – Retten tilspurgte hende derpå atter: Om hun kaldte på hendes fader (sideskifte til pag. 499a) da hun så moderen var syg, men hun vedblev at passe på at hun ikke kaldte på ham, men at hun så ham komme ned af loftet igen på samme tid som hun fandt moderen syg, indtil hun til sidst på gentagne spørgsmål gav sig til at græde, og sagde hun kunne ikke huske det, thi hun var så forvildet og havde løbet så meget frem og tilbage for at flytte   vedblev hun at forsikre at hun ikke viste noget om eller havde mærket

Document info
Document views266
Page views266
Page last viewedSat Dec 03 00:29:44 UTC 2016
Pages121
Paragraphs1496
Words44109

Comments